Den laaaaaaange historie
Min første virksomhed startede jeg i 1997, nemlig Arnsbo Media, og det er faktisk den jeg stadig driver i dag – dog komplet forandret og med helt andre produkter og markeder, end da jeg startede op for 13 år siden. Den primære årsag til at jeg startede virksomheden dengang, var egentlig, at jeg tjente væsentlig mere end min SU tilladte, da jeg studerede HA på Handelshøjskolen i Århus. Mit arbejde på den lokale radiostation (Århus Nærradio/Radio Colombo – senere “The Voice Århus”), samt mine dj-jobs gjorde at jeg hurtigt ramte SU-grænsen, for hvad man må tjene ved siden af studiet. I ren grådighed over at jeg gerne ville beholde min SU, etablerede jeg så virksomheden Arnsbo Media, så jeg dermed kunne trække mine udgifter til gadgets, computere, dj-udstyr, plader mm. fra.
Da jeg altid har brændt for projekter, nye ideer og at sætte ting i gang, viste det sig selvfølgelig hurtigt, at Arnsbo Media skulle blive mere end bare en “skattefidus”. I mit arbejde på radioen, hvor jeg ved siden af jobbet som studievært, producerede radioreklamer og interne promospots, samt speaks, begyndte andre radiostationer at interessere sig for mine ydelser. Jeg lejede løbende lokaler og studier på radioen, og opererede også hjemme fra en lejlighed i Montana-gade, hvor jeg havde et lille værelse. Der speakede jeg også reklamer, men da jeg ikke havde nogen stor speakerboks, så foregik det via mit transportable udstyr og under en dyne for at få den helt rigtige akustik. Det kunne godt gå hen og blive ret lummert, så der blev hurtigt brug for lidt mere plads at arbejde på.
Arnsbo Media’s første ”rigtige lokaler” var en kælder i Sejrøgade i Århus. Der var et bette rum på størrelse med et lokum, hvori vi indrettede en lille speakerboks (frimærke-studiet) og så et større lokale på hele 20kvm, som jeg delte med én af mine studiekammerater fra Handelshøjskolen, Anders Jørgensen, som drev sin forretning AJ Data (senere PC-Store) fra den anden side af skrivebordet.
Naturligvis kan man ikke sætte to iværksættere som Anders og jeg i samme lokale i længere tid ad gangen uden at vi kom op med alle mulige idéer til spændende projekter, og i 2001 valgte vi så at gå sammen i projektet Trade Partners.
Vi ville nemlig i gang med at hive masser af it-hardware hjem fra fabrikanter i Østen og så videresælge til danske forhandlere. Vi fik skaffet os et større lager i Viby og solgte så grafikkort, kabinetter, Ram, USB-disks mm. til danske computerbutikker og netshops. Idéen var egentlig god nok, hvis man ser bort fra det faktum at den ikke var særlig gennemtænkt! Vi havde i hvert fald ikke gjort os nogle likviditetsberegninger inden vi gik i gang, eller også var vi bare alt for optimistiske.
Vi havde ikke lige tænkt over at de varer vi købte ind fra østen skulle betales forud, før de blev produceret og fløjet til Danmark, hvorefter vi modtog dem ca. 3-4 uger efter vores første betaling. Dernæst skulle varerne så sælges til butikkerne og med en kredit til vores kunder på 7-14 dage plus den tid man altid trækker betalingerne, gik der længe før vi igen kunne bestille nye varer og betale upfront. Så med en arbejdskapital på ca. 500.000 kr, en avance på vores salg på gennemsnitligt 10%, og en gennemløbstid på varerne på knap 2 måneder, kunne vi ikke hurtigt nok få varer hjem til at tjene det fornødne hver måned.
Det gjorde det heller ikke bedre at selvom vi havde ansat personale til at varetage driften, så havde både Anders og jeg rigeligt at se til i vores andre virksomheder, og derfor fik virksomheden ikke det fornødne fokus der skulle til.
Da der ikke var flere penge tilbage i kassen og vi oven i købet skyldte en stor portion til Told og Skat, måtte vi finde en løsning. Og den kom i og med at vi fandt en investor, Poul Thyregod fra det daværende Multi Media Pro Shop, som sammen med os valgte at skyde endnu flere penge i et nyt selskab, der tog det bedste fra Trade Partners og et par nye ideer, hvilket udmundede i Xpedit A/S.
Xpedit havde væsentlig mere arbejdskapital og bedre forhandlingsvilkår hos leverandører, men stadig ikke helt nok likviditet til at det kunne blive en god forretning. Dertil var vi også uheldige at rende ind i en sag, hvor vi købte printere for mere end 300.000 kr fra en leverandør, der, da de kom frem, viste sig at være ubrugelige til at sælge videre til normal priser (de var det man kalder refurbished printere, altså brugte printere som var blevet istandsat så de kunne sælges igen….bare ikke til nogle af vores kunder ☹). Denne sag var nok med til at dræbe Xpedit og da ingen af os tre partnere var interesserede i at skyde flere penge i virksomheden, ej heller give det den opmærksomhed den krævede, måtte vi endnu engang smide håndklædet i ringen.
Sideløbende med Trade Partners og Xpedit åbnede Anders og jeg en computerbutik i Vejle, nemlig PC+. Her kopierede vi Anders’ koncept fra hans butik i Århus og solgte billige pc’ere til Vejlegenserne, noget som de ikke var helt vant til. Men åbenbart også noget som de ikke lige heeeelt var med på. På trods af vores billige indkøbspriser hos vores egne engros-firmaer blev butikken ikke den store succes, som vi havde håbet på. Men det var nu hverken Vejlegensernes, vores hårdtarbejdende bestyrer og øvrige medarbejderes skyld. Det var vores egen skyld, hvor vi endnu ikke formåede at give vores projekter den fornødne mængde af fokus, som skal til for at skabe en succes. Både Anders’ og min styrke består i at starte et projekt op og få sat det på skinner, hvorefter vi mister interessen, når der går rutine i opgaverne, og som det kan ses af de tre ovenstående it-virksomheder, så koster det dyrt ikke at få de nødvendige drifts- og rutine-kompetencer på banen tidligt i forløbet.
Mange erfaringer rigere….og ret så meget fattigere, ja faktisk med en gæld efter 3 forliste virksomheder på noget der ligner et godt stykke over en halv mio kr. Heldigvis havde Anders og jeg også investeret lidt i ejendomme i Vejle (Vestergade 21 i/s), blandt andet den ejendom hvor computerbutikken var i, og derfor fik vi en lille skilling ud af det….som et plaster på såret ☺
Men dyre lærepenge har det været. Nogle har en studiegæld efter mange års hårde studier. Jeg har også studeret i mange år, men det var virksomhederne jeg startede mens jeg studerede, som kostede mig penge, så det var så min form for lærepenge/studiegæld. Heldigvis har de andre virksomheder spyttet godt i kassen, og der gik ikke mange år før denne gæld var ude af verden, og jeg igen kunne fokusere på at investere og ide-udvikle.
Og en af de sunde virksomheder, som jeg efterfølgende har solgt, er Xcluzive Entertainment ApS.
Min gamle ven Mikkel Wendelboe og jeg havde begge spillet som dj’s siden 1990, og i 1999 havde vi efterhånden så mange jobs og forespørgsler, at vi ikke kunne overkomme at spille til dem alle sammen, da vi også gerne ville have et liv ved siden af.
Derfor lavede vi bureauet Xcluzive DJ Booking, som udover naturligvis at indeholde os selv “ikke kendte” dj’s også via vores netværk fik en del af de store kendte dj’s i stald. Firmaet kørte som en hobby side-geschæft,da vi begge havde andre ting at rive i.
I 2001 støder jeg ind i en gammel bekendt fra branchen, Niels Winther, som i stil med Mikkel og jeg, også havde et bookingbureau – Nonstop Entertainment, som dog primært bookede live kopibands. Vi valte at slå pjalterne sammen, da vi havde rigtig meget synergi mellem bureauerne, og så var kemien også bare i top. Det blev så til Xcluzive Entertainment. Niels blev fuldtids-ansat i firmaet og koncentrerede sig nu primært om Xcluzive. Mikkel flyttede til Kbh, og havde ikke de samme ambitioner med virksomheden, så han blev købt ud af virksomheden, der dermed kom til at hedde (og hedder i dag også): Xcluzive Entertainment ApS.
Xcluzive Entertainment er eksperter i at booke kvalitets kunstnere, bands, dj’s og anden form for underholdning til firmafester, bryllupper, events og andre fester. I 2007 solgte jeg mine anparter i virksomheden til Niels Winther, da jeg valgte at fokusere 100% på aktiviteterne i Arnsbo Media og VoiceArchive.
Sideløbende med de ovenstående virksomheder, har jeg som nævnt drevet Arnsbo Media, som i dag officielt hedder Arnsbo Media ApS // VoiceArchive (Arnsbo Media navnet er vi ved at fase ud) Virksomheden har været mange ting igennem, og har været ved at miste pusten flere gange, både på grund af fejlslagne investeringer og projekter, men så sandelig også manglende interesse fra min side. Sådan er det jo når man har let ved at tænde på nye projekter. I dag buldrer virksomheden frem og vi har de seneste 5 år vækstet ganske pænt. Vi blev blandt andet kåret som Børsen Gazelle virksomhed i 2008 og 2009, og bliver det formentlig også nu her til september 2010.
Arnsbo Media har gennem tiden lavet mange forskellige projekter og solgt et hav af services. Alt lige fra produktion af radioreklamer, musikproduktion, produktion af sangjingles, mediebureau, audioranding, interaktivt designbureau, tekstarbejde, julekalenderproduktion, polterabend- og teambuilding arrangementer og ikke mindst speak til projekter som firma- og produktpræsentationer, voice response, radio/tv-reklamer, netvideoer og e-learning. I årene 2001-2003 vækstede vi også kraftigt primært via produktion af radioreklamer, men vi nåede også at få opkøbt et web-bureau og startet en afdeling KBH med 3 ansatte.
Vi var på et tidspunkt oppe på 8 medarbejdere, før det for alvor gik ned ad bakke. Rutsjeturen ned skyldes som nævnt nogle fejlslagne investeringer (også I de andre virksomheder som nævnt ovenfor), men også markedet som pludselig blev mættet af for mange produktionsselskaber med alt for lave priser, hvor vi forsøgte at følge med ned, men uden samtidig at sænke vores mange faste omkostninger qua de mange fastansatte. Derudover, og det var nok det vigtigste, så mistede jeg fokus og interessen på virksomheden, og meget af min tid blev brugt på ovenstående andre virksomheder. På et tidspunkt da det så allerværst ud, og stressniveauet var en kende over middel – omkring 2002/2003, stod jeg med 6 forskellige virksomheder, 23 medarbejdere fordelt på 4 locations (Århus C ,Viby, Vejle og KBH), og som det fremgår ovenfor, var der lidt for mange likviditetsudfordringer i de fleste af disse virksomheder.
Jeg valgte at skære ind til benet og fokusere på Arnsbo Media og Xcluzive Entertainment.
Derfor skulle der intet mindre end en redningsaktion til, for at Arnsbo Media kunne komme på ret køl igen. Dette indebar bl.a. forhandling med 3 potentielle investorer (Business Angels), som stod klar frisk kapital og viden og kompetencer. Jeg valgte at trække stikket i sidste fase af forhandlingerne, da jeg følte mig for meget bundet i forhold til kontrakten, de kunne tilbyde mig. Så jeg måtte selv i gang med at rode bod på alt.
Jeg var nødsaget til at skære alle overflødige produkter væk, og dermed også skille mig af med medarbejdere. Nu skulle der fokuseres på kerneområdet igen, uden at lave væsentlig mange andre ting, vi skulle bare lave radioreklamer igen. En del af speak-forretningen – speak.dk, blev drevet videre i et andet firma, Spraydium, som én af mine medarbejdere efterfølgende drev videre sammen.
På denne måde lykkedes det faktisk efter flere år med underskud i Arnsbo Media i størrelsesordenen 7-800.000 kr om året at få lavet en heftig turnaround. Virksomheden kom på ret fode igen, og ide-udviklingen greb også om sig.
For eksempel lavede jeg, konceptet BrudenSynger som en neben-geschæft i Arnsbo Media, hvor vi hev uskyldige kommende brudepar i studiet og lod dem indspille en sang foran deres polterabend-gæster. Inden da var det vores fornemmeste opgave at skræmme det kommende brudepar fra vid og sans, ved at bilde dem ind at de skulle have foretaget noget så moderne som en tarmskylning. Noget der gav en pæn portion grin og latter – specielt blandt de andre medvirkende, som jo godt vidste hvad der skulle ske, og som jo IKKE skulle være en del af det.
Arnsbo Media havde i perioden 2001-2009 lokaler i Frederiksgade (parallel gade til strøget)i midtbyen af Århus, og hvorfor ikke udnytte at vi havde et professionelt lydstudie til rådighed, som sjældent blev brugt efter fredag kl 17?
Konceptet BrudenSynger viste sig ofte at være den sjoveste aktivitet på en polterabend dag. I hvert fald hvis vi skal tro på, hvad vores gæster sagde (også selvom de ofte var berusede… men hey – man skal jo høre sandheden fra børn og fulde folk, ik?
Senere udviklede vi sangindspilningerne til også at være rene teambuilding koncepter, og lancerede FirmaetSynger, så også firmaer og organisationer kunne få lov til at lægge penge i vores kasse for at synge og have lidt sjov og spas i et par timer.
Som et resultat af det følgende forløb (vækst!) i Arnsbo Media// VoiceArchive og at vi dermed havde behov for mere plads og flere folk, valgte jeg i starten af 2008 at sælge koncepterne BrudenSynger og FirmaetSynger til et par gæve gutter, Jacob og Jonathan fra Aros Lydstudie, som også var med til at betjene mange af gæsterne i lydstudiet. De driver nu koncepterne videre.
Men i midten af 2005 skete der det, at Arnsbo Media blev “(re)born global”. Således lancerede vi den international speakerportal www.VoiceArchive.com, og pludselig væltede det ind med udenlandske kunder. På nuværende tidspunkt har vi en database med mere end 1.200 forskellige speakere i over 70 sprog gennem hjemmesiden, www.VoiceArchive.com, og allerede på nuværende tidspunkt er størstedelen af vores kunder fra udlandet. Igennem hjemmesiden booker diverse produktions-selskaber, animations studier, reklamebureauer, radio – og tv-stationer, samt e-learning producenter, speakere til deres projekter inden for f.eks.radio/tv reklamer, virksomhedspræsentationer, dokumentarfilm, e-learning, tlf-systemer, tegnefilm, produktfilm og meget mere.
Vi har afdelinger i pt. 3 lande (Italien, Sverige og Holland), som bliver drevet af franchise partnere. På hovedkontoret i Helsingforsgade 1, IT-byen i Århus er vi 10 fuldtidsmand, der servicerer partnere og kunder over hele verden.
I maj 2009 solgte jeg halvdelen af virksomheden til min nye partner, Carsten Hjort Pedersen, som samtidig indtrådte i virksomheden som adm. dir. Dette har betydet at jeg i rollen som direktør for forretningsudvikling (eller CIO = Chief Innovation Officer) nu igen kan fokusere på det jeg er bedst til, nemlig at udvikle nye ideer og projekter.
Som en bibeskæftigelse, men dog også stærkt relateret til VoiceArchive, er jeg een af Danmarks mest benyttede reklamespeakere til radio og tv-reklamer, samt andre indtalingsopgaver. Så hver gang du hører en åndssvag reklame i radioen og tænker – “Årh shit en ringe reklame…jeg må straks ørle på gulvet!!” – ja – så er det garanteret mig, der tuder dig ørene fulde med tilbud og reklameslogans
(Jeg har dog intet med teksterne at gøre). Senest har jeg også indtalt længere opgaver som f.eks. E-learning for BMW, DHL, Microsoft og DSB, Præsentationsfilm for Statoil, Berendsen, Keops og EUC, Produktfilm for Xerox, HP, Norton-Symantec, Oral B og Canon, lagt stemme til diverse karakterer i bl.a. Lego Mindstorm og børnebøger, speaket programmer for Disney Channel, samt ikke mindst speaket onboard inflight entertainment for Continental Airlines og Polish Airlines.
Jeg er en igangsætter, og elsker at sætte nye projekter i søen, og som du kan se af ovenstående – ofte også FOR MANGE projekter
Men jeg har som nævnt lært en del af mine projekter/virksomheder, og deler gerne ud af mine erfaringer til unge/nye iværksættere, der enten ER startet op, eller som står over for at starte op. Det er bl.a. en af årsagerne til at jeg for et par år siden blev udnævnt iværksætterambassadør under Selvstændighedsfonden sammen med blandt andre Martin Thorborg, Finn Helmer og David Madié. Desuden kan du få mig ud at holde foredrag eller peptalk om iværksætteri – om mine opture og nedture, og med tips til nye iværksættere, som forhåbentlig give blod på hele tandsættet til at ville starte selv.